Alperen og Fatih: Unge Tyrkere tvivler på fremtiden i et land under censur og konservatisme
Mens den tyrkiske regering strammer grebet og bevæger sig mod øget autoritær kontrol, kæmper landets befolkning stadig for retten til at ytre sig i et samfund, hvor friheden langsomt svinder. Medier, kunstnere og aktivister møder hårdere censur og undertrykkelse, mens demokratiets fundament gradvist smuldrer. I en tid, hvor Europa står fast på sine grundlæggende værdier om pressefrihed og menneskerettigheder, synes Tyrkiet at bevæge sig længere væk fra disse idealer.
For journalister, kunstnere og aktivister betyder det en hverdag præget af selvcensur, pres og i værste fald fængsling, hvis de krydser de stadigt snævrere grænser for, hvad der må siges og vises offentligt. Samtidig lever mange LGBTQ+-personer i frygt for chikane og diskrimination, da retten til at være sig selv i stigende grad bliver en politisk kamp i et Tyrkiet, der bevæger sig mod øget konservatisme. Landets europæiske drømme synes stadig fjernere, i takt med at det fjerner sig fra de frihedsrettigheder, der definerer det europæiske fællesskab.
Journalist og bange for censur
Da vi møder Alperen ved indgangen til redaktionen for det venstreorienterede medie Aposto! i en smal sidegade nær det ikoniske Galatatårn i Beyoğlu, tager han imod os med et grin og et glimt i øjet. Hans vilde krøller står i skarp kontrast til de trætte øjne, der afslører en nat uden søvn, hvor han har kæmpet med en skoleopgave ved siden af sit arbejde.
Men i Tyrkiet er det ikke kun skole og arbejde, der presser på for unge som Alperen. Som journalist, der arbejder i et land med stadig strammere censur, er han konstant under pres for at vurdere, hvad han kan skrive, og hvad han ikke kan. “Censuren er overalt,” siger han, mens han laver sig en kop kaffe og ruller en cigaret. “Nogle gange tager jeg mig selv i at censurere mig selv – det er det farligste.”
Selvom han er træt, drømmer han højt om at arbejde som korrespondent for engelsksprogede medier som The Guardian eller Financial Times – og “få betalt i euro”.
Som mange andre unge i Tyrkiet er Alperen fanget i en indre konflikt om sin fremtid. Han er en ambitiøs ung journalist, der drømmer om at skabe meningsfuld journalistik. Men i et land, hvor censur og frygten for fængsling er en realitet, virker det stadig sværere at se en vej, hvor hans drømme kan blive til virkelighed.
Tyrkiet har i årevis været blandt de lande med flest fængslede journalister. Ifølge en rapport fra MLSA og UNESCO føler 9 ud af 10 journalister i Tyrkiet sig utrygge, og 70 % arbejder under frygt for fængsling. For Alperen betyder det, at hver historie skal vejes nøje.
Han frygter, at han er ved at udvikle en mekanisme af selvcensur, en automatisk tilbageholdenhed, der sniger sig ind i hans arbejde. Og han har set, hvad prisen kan være, hvis man går for langt. Metin Gihan, en tyrkisk journalist, der nægtede at lade sig kue, sidder nu i eksil i Berlin. Alperen kan ikke lade være med at spørge sig selv: “Ender jeg der også, hvis jeg fortsætter med at fortælle sandheden?
Når Identitet bliver en kamp
30 minutter uden for Istanbul møder vi Fatih i Tuzla, en havneby, hvor han bor i et industrikvarter sammen med en roomie. Her arbejder han som sælger for en virksomhed, der arrangerer hårtransplantationer for europæere.
Han er en stille og eftertænksom mand, der nøje overvejer sine ord, men bag hans rolige facade gemmer sig en stærk længsel efter at kunne leve åbent som sig selv.
Som homoseksuel føler Fatih sig konstant presset til at skjule sin identitet i det konservative Tyrkiet, hvor fordomme og diskrimination stadig er udbredte.
I Tyrkiet er homoseksuelles rettigheder et følsomt emne. Selvom homoseksualitet ikke er ulovligt, oplever LGBTQ+-personer stadig stor diskrimination og samfundsmæssigt pres. Der er hverken lovgivning, der beskytter mod diskrimination på arbejdspladsen eller i hverdagen, og mange homoseksuelle risikerer at blive udsat for chikane, vold eller social udstødelse. Aktivisme for homoseksuelles rettigheder møder også modstand fra både konservative grupper og myndigheder. I de seneste år har den politiske retning i Tyrkiet været præget af en øget konservatisme, som har forværret forholdene for LGBTQ+-personer. Dette gør det endnu sværere for mange homoseksuelle at leve åbent, især i mindre byer og i traditionelle familier, hvor frygten for afvisning og forfølgelse ofte er til stede.
Pride-parader er blevet forbudt i Tyrkiet i flere år, og de seneste parader, herunder i juni 2024, blev mødt med politiets undertrykkelse. På trods af forbudet forsøgte aktivister at afholde Pride i Istanbul, men myndighederne anholdte mindst 15 personer under en razzia. Dette afspejler den voksende undertrykkelse af LGBTQ+-rettigheder og gør det klart, hvordan kampen for synlighed og rettigheder i Tyrkiet bliver stadig sværere i et politisk klima, der bliver mere konservativt.
Fatih taler ikke åbent om sin seksualitet til mange mennesker. Selv hans forældre kender ikke til det, da han ved, at de ikke ville acceptere det. I stedet bruger han sine penge og meget af sin tid på at rejse rundt i verden, hvor han føler, at han kan være sig selv – 1000%. “Når jeg er uden for Tyrkiet, føler jeg, at jeg kan være mere mig selv. Jeg kan også være 100 procent ærlig over for mig selv,” siger han. “At bo i Tyrkiet betyder konstant at skulle kæmpe.”
Fatih drømmer om at kunne leve i et samfund, hvor han kan være sig selv uden frygt for forskelsbehandling.