Gökçen, Berk og Hüseyin: Inflationens pris og drømmene om en bedre fremtid.

Siden inflationen for alvor begyndte at tage fart i 2018, har Tyrkiet stået overfor en økonomisk krise, der har gjort hverdagen for mange unge til en konstant kamp. De dramatiske prisstigninger har ikke blot forværret adgangen til basale fornødenheder som medicin, bolig og uddannelse, men har også øget den økonomiske usikkerhed, der præger landet. I et samfund med høj arbejdsløshed og et usikkert arbejdsmarked føler mange unge, at deres fremtid er begrænset. Hele 62 procent af de unge tyrkere overvejer derfor at forlade landet, og Europa fremstår som en attraktiv mulighed – et sted, der tilbyder bedre uddannelsesmuligheder, et mere stabilt arbejdsmarked og økonomisk vækst.

Berk og Gökçen: Drømmen om Berlin

Det er en fredag aften i Istanbul, og Gökçen er på vej til sit arbejde som fotograf. Ved siden af sin karriere arbejder hun på egne filmprojekter, som hun håber vil føre til et artistvisum til Berlin, en by, der for hende repræsenterer håb om et liv, hvor hun kan leve fuldt ud som kunstner og med økonomisk frihed. Berlin nævner hun næsten i hver sætning, og selv hendes pung er prydet med et tysk flag som et symbol på hendes drømme.

Dagen efter møder vi dem igen – det er lørdag aften, og normalt ville de have samlet deres venner til en drink. Men i dag føles lørdagen anderledes. Mange af de venner, som plejede at mødes med Berk og Gökşin, bor ikke længere i Istanbul. De er taget til Tyskland, Thailand, Cypern eller Polen. “Vi føler, at vi mister vores venner én efter én,” siger Gökşin.

De få, der er tilbage i Istanbul, melder afbud én efter én. Det, der skulle have været en hyggelig aften med drinks hjemme hos Gökşin, bliver i stedet til FaceTime-opkald ud til fjerne lande. Men det er ikke kun Berk og Gökşin, der føler sig ensomme i Istanbul.

“Mine venner føler sig isoleret i udlandet,” fortæller Gökşin. “De ville elske at komme tilbage – men de kan ikke på grund af økonomiske problemer.”

Da vi spørger, om de ikke er bange for at forlade deres liv og venner i Istanbul, svarer Gökşin:

“Jeg er nødt til at forlade mine venner,” siger hun. “Ellers bliver jeg den sidste, der er tilbage.”

Hussain: Dyrlægen, der kæmper med inflationens konsekvenser

Inflationen i Tyrkiet har ramt både menneskers og dyrs medicinpriser hårdt, og det sætter dyrlægen Hüseyin i svære dilemmaer hver dag. Hvordan håndterer man situationen, når kunderne ikke har råd til den bedste medicin til deres dyr, og man er nødt til at ty til billigere alternativer, som ikke nødvendigvis er lige så effektive? Det er en udfordring, Hüseyin møder i sin praksis i Istanbul.

I dag skal Hüseyin udføre en operation på en kat, der har været syg i flere uger. For ham er det en almindelig dag på jobbet, men inflationen, der har ramt Tyrkiet de seneste år, har gjort hans arbejde langt mere kompliceret og følelsesmæssigt belastende. Han ved, at operationen er nødvendig for katten, men han er også bevidst om, at de økonomiske begrænsninger gør det svært at tilbyde den behandling, han gerne vil.

Priserne på medicin er steget dramatisk,” siger Hüseyin, mens han forbereder sig på operationen. “Ejerne har ikke altid råd til den nødvendige behandling, og det gør det svært at hjælpe dyrene på den bedste måde.”

Inflationen har ikke kun ramt de fleste borgere i Tyrkiet, men også dyrlæger som Hüseyin, der kæmper med at finde de rette behandlingsmuligheder, når de økonomiske forhold gør det svært for kunderne at betale. I et land som Tyrkiet, hvor omkostningerne ved medicin er steget voldsomt, har det ikke kun konsekvenser for dyrene, men også for dyrlægens professionelle beslutningstagning.

“Hvis jeg boede i Tyskland eller et andet europæisk land, ville jeg være i stand til at tilbyde behandling med en langt højere succesrate,” siger Hüseyin. “Men her i Tyrkiet er vi ofte tvunget til at træffe svære valg, og jeg kan ikke tilbyde alle de muligheder, jeg gerne ville.”

I et europæisk perspektiv, hvor dyrlæger ofte har bedre økonomiske rammer og lettere adgang til nødvendige ressourcer, er Hüseyins hverdag præget af konstante overvejelser om, hvordan han bedst kan hjælpe dyrene, uden at han har de samme muligheder som sine kolleger i rigere lande. Dette skaber frustration og en følelse af utilstrækkelighed.

“Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg aldrig har overvejet at forlade landet,” indrømmer han. “Men hvis jeg og mine venner forlader Tyrkiet, vil det være et stort tab for landet. Vi kan ikke bare efterlade det, vi har kæmpet for. Det ville ikke være nemt at starte et nyt liv et andet sted. Her kæmper vi for at ændre tingene.

Selvom de økonomiske udfordringer i Tyrkiet er enorme, og livet som dyrlæge kan være følelsesmæssigt hårdt, nægter Hüseyin at give op. Han håber stadig på en bedre fremtid – både for dyrene og for sig selv. “Hver dag går jeg til mit arbejde og gør mit bedste,” siger han med et opgivende smil. “Vi kæmper stadig, og det giver mig håb.

En drøm går i opfyldelse

Er par dage efter skriver Berk, at vi skal komme forbi, han har store nyheder, som han gerne vil dele med os. Da vi ankommer, sidder han og Gökşin sammen i sofaen, og Berk holder sit pas fremme. Han smiler, og vi kan mærke spændingen i rummet.

“Drømmen er lige kommet meget tættere på,” siger han. “Jeg har fået visum. Det her er en stor nyhed, ikke bare for mig, men også for Gökşin.”

Gökşin nikker og fortsætter: “Han kom hjem og viste mig sit visum. Vi er så glade. Vi ved, det ikke bliver nemt, men det er okay. Vi klarer det.”

Berk smiler tilbage og tilføjer: “Vi finder på noget.”

Og Gökşin afslutter med et skævt smil: “Nu er det tid til at sige ‘Hej’ til langdistance-, langdistance-, langdistanceforholdet.”

“Og for lang tid,” tilføjer Berk, mens de begge kigger på hinanden, et glimt af håb i øjnene.